Kamp
Referat

B.93 – Hobro IK
Hobro IK — B.93

Fuld tid

Marco Bruhn (90+3')
0-1
1-0
Ubarmhjertigt nederlag i overtiden

Ubarmhjertigt nederlag i overtiden

Nu venter vinterpausen, hvor der er god tid til at samle op inden de sidste fire vigtige kampe i grundspillet venter.

Resultat: 0-1
Spillested:
Sundby Idrætspark
Dato:
28/11/2025
Tilskuertal:
342

Fredag aften var Black Friday. For hovedparten af de 342 tilskuere, der valgte forbrugsfesten fra til fordel for fredagsfest i Sundby Idrætspark, må vi indrømme, at det også blev en kulsort fredag.  
 
Kastede man et blik på tabellen før fredagens kamp mod Hobro, kunne man ikke være i tvivl om kampens betydning. Med en sejr ville B.93 tage et stort skridt væk fra bunden og måske endda stemple ind i kampen om at blive blandt de seks bedste hold, der går i oprykningsspil til foråret. Omvendt ville et nederlag bringe os i betænkelig nærhed af nedrykningsstregen. 
 
Om det var kampens betydning, der satte sit præg på spillerne, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald blev opgøret en uskøn affære med en overvægt af duelspil og fejlafleveringer. 
 
Især før pausen udfordrede de jyske gæster ofte 93'erne med højt presspil, som vi havde svært ved at spille os fri af. Og når det så endelig lykkedes at spille forbi Hobro IK's kæder, manglede vores offensive spillere den fornødne teknik og overblik til at spille sig frem til åbne muligheder. Derfor blev et par behjertede forsøg fra Ludvig Henriksen og Nicklas Mouritsen de bedste scoringsmuligheder for B.93 i første halvleg. 
 
Hobro satte som ventet deres lid til at udnytte deres styrke på dødbolde. Og faktisk var det gæsterne, der kom tættest på scoring før pausen. To gange helflugtede Oliver Klitten bolden mod mål - især det sidste forsøg med et akrobatisk saksespark kunne have været årets mål i Sundby. Heldigvis afværgede Ibsen i 93-målet i begge tilfælde Klittens forsøg med et par storartede refleksredninger. Og så holdt 0-0 til pausen. 
 
I anden halvleg var de gultrøjede jyder generelt lidt mere forsigtige med deres høje pres, så B.93 fik et større spilovertag. Men mod det kompakte Hobro-forsvar havde vi enorme problemer med at skabe chancer. En fin mulighed efter et dybdeløb af Carl Björk blev afværget af en i øvrigt arbejdsløs Dakir i Hobro-målet, og en afslutning af Adam Ahmad efter et energisk gennembrud af indskiftede Gustav Højbjerg trillede desværre forbi mål. 
 
I den anden ende havde Jens Gjesings tropper et par lige-ved-og-næsten-muligheder, men var ellers ikke synderligt farlige. 
 
Derfor så det hele ud til at ebbe ud i en 0-0-kamp. Men et hold, der er så stærke på deres offensive dødbolde som Hobro, kan man aldrig helt afskrive som ufarlige.

Kasper Lorentzen havde set faren og skiftede i slutfasen hovedstødsstærke Emil Christensen ind for at dæmme op for jydernes indlæg. Alligevel gik det galt. I det tredje minuts overtid fik indskiftede Marco Bruhn hovedet på et frisparksindlæg fra højre, så bolden sejlede over i det fjerneste målhjørne bag en magtesløs Ibsen i 93-målet.  
 
Puha, det var noget af en nedtur at gå på juleferie med, men nu skal pausen bruges til at blive klar til de sidste fire vigtige kampe i grundspillet i marts.

Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler

- Det var en blandet kamp med gode perioder til begge hold.

- Det var ikke en kamp, hvor vi leverede en toppræstation, så derfor er jeg ærgerlig. Det blev i for høj grad en kamp på deres præmisser med meget duelspil.

- Men vi havde ikke behøvet at lukke målet ind til sidst, så det blev rigtig grimt. Når vi nu ikke spillede bedre, burde vi i det mindste have taget det ene point.

- I perioder ramte vi vores udtryk, men når de stod lavt, havde vi svært ved at lukke dem op, og når vi kom igennem det ultimative pres, de lagde mand-mand over hele banen, var vi bare ikke skarpe nok i vores beslutninger og den tekniske udførelse.

- Jeg synes egentlig, det var dér, mulighederne lå mod et hold, som kan stå rigtig lavt i en 5-4-1-formation og gøre det sindssygt svært og kompakt at spille imod.
 
- I vinterpausen skal vi arbejde hårdere og bygge videre på de gode perioder, vi har haft. - Men jeg kunne da godt have tænkt mig at gå på juleferie med en federe følelse.

- Tak for støtten i Sundby. Nu glæder vi os til at komme tilbage efter ferien og give den max gas i foråret.

Vintersæsonen venter

Nu venter ferie og forberedelse frem mod hjemkomsten til Østerbro Stadion.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Følg klubben på Linkedin og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK

Du kan se stats, mål og højdepunkter fra kampen på 1-division.dk.

Holdet på banen

Frederik Ibsen

Ludvig Henriksen
Osvald Søe
Andreas Heimer
Nicklas Mouritsen (ud 90')

Mikkel Wohlgemuth
Fisnik Isaki (ud 83')
Sven Leschly (ud 65')

Roni Arabaci (ud 65')
Carl Björk (ud 90')
Adam Ahmad

På bænken

Aris Vaporakis  
Gustav Højbjerg (ind 65')
Yasin Belhadj (ind 65')
Emil Christensen (ind 90')
Danis Faljic
Muhammad Huzaifa
Osman Addo
Oliver Thomassen (ind 83')
Casper Risbjerg (ind 90')

Kampreferat: Mads Mazanti.
Foto: Christian Midtgaard.