Historien

B.93 hører med ni danske mesterskaber og en pokalsejr til de absolut mest vindende i dansk fodbold. Storhedstiden oplevede klubben i 1930erne, hvor klubben blev kendt under navnet champagneholdet og vandt en stribe mesterskaber anført af den legendariske spiller Michael Rohde, der sammen med flere holdkammerater sikrede, at der fast var en række B.93ere på landsholdet.

Indenfor de første seks dage i 1922 spillede et forstærket B.93-hold tre kampe i Spanien mod FC Barcelona. Den første kamp, som blev spillet nytårsdag, vandt B.93 meget overraskende 2-1. To dage efter spillede de to hold en ny kamp, hvor hjemmeholdet levede op til favoritværdigheden med en sikker sejr på 4-1. Turens sidste kamp, som afsluttede den 14 dages lange tur til Spanien, resulterede i endnu en overraskende sejr til B.93, denne gang blev resultatet 2-0 til de hvidblusede.

B.93 blev stiftet som en cricketklub den 19. maj 1893. I 1896 kom fodbold på programmet, og klubben var uafbrudt i landets bedste række fra 1896 til 1954, da klubben rykkede ned i 2. division efter at have spillet uafgjort mod Køge, der blev Danmarksmestre.

Den sidste store triumf for B.93 var, da klubben vandt pokalfinalen i 1982 og gik til anden runde i Europa Cup’en for pokalvindere.

B.93 er en moderne klub i en moderne storby, men vi bærer historien og traditionerne med os. Ikke mindst takket være klubbens chefstatistiker, den næsten legendariske tidligere 2. holdsmålmand (der dog også fik tid til at spille 10 1. holdskampe) Palle Banks Jørgensen.

I 1999 udgav han bogen B.93 Fodbold 1896-1999 med undertitlen En fodboldkrønike fra den spæde begyndelse til Superligaen.

Den blev i 2008 fulgt op af en ny udgave med titlen B.93’s fodboldhistorie – Michael Rohde og alle de andre. Bogen er en enestående samling af informationer om samtlige turnerings- og pokalkampe for klubbens bedste hold fra starten i 1896 til 2008 med resultater, målscorere og tilskuerantal og oplysninger om klubbens landsholdsspillere og store personligheder på og uden for banen. Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på Københavns Kommunes Biblioteker.

Desuden har Palle skrevet tre fremragende bøger om det danske fodboldlandshold (2000-04) og en bog om Superligaens historie (2005). Alle bøgerne er udgivet gennem TIPS-Bladet.

Klubben har også et Kulturudvalg, der har indrettet et museumslokale i klubhuset på Svanemølleanlægget, hvor man i tekst og billeder kan få mere viden om klubbens lange historie.

Du finder meget mere om B.93's glorværdige historie på b93.dk/historie.