No items found.
Optakt til sæsonen med cheftræner Engstrøm
En kort snak med cheftræneren før den nye sæson i NordicBet Ligaen sparkes i gang.
Spillested:
Dato:
Tilskuertal:
Som traditionen byder i Kommunikationsafdelingen, tog presse- og kommunikationschefen en snak med cheftræner Kim Engstrøm. Kim fik en håndfuld spørgsmål, som han svarede direkte og kontant på.
Nu er opstartstræningen overstået, og vi gør klar til starten på den nye sæson. Er du tilfreds med opstarten?
- Ja vi er tilfredse, men jeg tænker ikke, du har hørt om en træner, der ikke er tilfreds med opstarten. For så har vi jo, som trænerstab, ikke gjort vores arbejde godt nok.
- Sommeropstarten er altid en kort og intens en af slagsen. Vi har været i gang i tre og en halv uge, når vi spiller på fredag. Vi har spillet fire testkampe, hvor vi har fået prøvet forskellige taktiske elementer af.
- Der er altid stor fokus på det fysiske element i de her testkampe, så belastningen på spillerne ikke bliver for stor.
- Vi er et godt sted med de taktiske elementer, vi gerne ville tilføre vores spillestil i denne opstart, så alt i alt er vi fortrøstningsfulde før kampen på fredag.
Hvordan vurderer du truppens niveau, sammenlignet med sidste sæson?
- Vi har sagt farvel til et par spillere henover sommeren. De er blevet erstattet med dygtige spillere udefra, blandt andet er Nicklas Mouritsen og Mikkel Wohlgemuth kommet til fra klubber, der har spillet på højere niveau end os i foråret. Derudover er Ludvig Henriksen kommet til fra Næstved.
- Med de tre tilføjelser er konkurrencen i truppen blevet endnu større end den var i foråret. Vi har fået Emeka Nnmani tilbage fra en skade, så det er næsten også en helt ny spiller til truppen. Derudover fik mange af vores egne unge værdifuld erfaring med meget spilletid i slutspillet, så de er endnu mere rustet til den kommende sæson.
Landets næstbedste række virker meget stærk og umiddelbart bedre end tidligere. Hvordan ser du på det postulat?
- Det er altid svært at vurdere inden en sæson om rækken er stærkere end tidligere, men ja det ser ud til, at niveauet bliver bedre og bedre for hvert år i 1. division.
- Sidste år var der en forventning til at AaB og Sønderjyske ville dominere rækken, hvilket de også gjorde, i hvert fald på pointkontoen.
- I år bliver der formentligt en tæt top med fire klubber der skal slås om de to øverste pladser, derefter kommer et bredt felt med mange klubber, der alle ser ud til at blive meget tætte.
Er der ændringer i vores spillestil, og hvad kan vores fans vente sig?
- Vi har som sådan ikke ændringer i vores spillestil. Vi har som klub en klar defineret spillestil, samt et udtryk vi gerne vil komme med, hvad enten vi spiller hjemme på Østerbro Stadion, eller om vi er på udebane.
- Vi har fået et års erfaring i NordicBet Ligaen. Den erfaring skulle vi gerne kunne se fra første kamp på fredag.
- Sidste år brugte vi den første håndfuld kampe på at vænne os til tempoet og intensiteten i kampene.
- Vi fandt ud af, undervejs i sæsonen, at med vores spillestil kunne vi gøre ondt på mange hold, så det vil vi fortsætte med. Vi har i opstarten kigget meget på at blive endnu farligere på modstanderens halvdel, da vi gerne vil skabe flere chancer, der gerne skulle udmønte sig i endnu flere mål i den kommende sæson.
Og selvfølgelig det uundgåelige spørgsmål, hvordan går det i den nye sæson med B.93?
- Vi kigger ikke efter en speciel placering i rækken, men efter at skulle levere gode præstationer hver eneste gang vi går på banen. Vi ved at med gode præstationer kommer pointene også, desto flere point, desto bedre placering.
Fotos: Christian Midtgaard.
Skrevet af: Claus Vandborg.