

B.93 forlænger med kulturbæreren Heimer
B.93 kan annoncere, at klubben har indgået en to-årig kontraktforlængelse med den 27-årige Andreas Heimer.
Klubben har forlænget kontrakten med vores 27-årige Andreas Heimer frem til 2027, hvilket byder på to yderligere år i B.93 for Heimer, som i forvejen har tilbragt 11 år sammenlagt på Østerbro i løbet af sin aktive spillerkarriere.
Først som ungdomsspiller, hvor han debuterede på førsteholdet som 17-årig. Og frem til sommeren 2020, hvor Andreas Heimer vendte retur.
Siden tilbagekomsten til Østerbro har Heimer været med på rejsen fra 2. division og op til nu, hvor B.93 har etableret sig i 1. division.
Andreas Heimer udtaler om forlængelsen
– Jeg er virkelig glad for at kunne forlænge med min hjerteklub og fortsat være med på den rejse, som vi er på.
- Det er ikke bare en klub eller et arbejde for mig, det er et sted, hvor jeg føler mig hjemme, og hvor jeg ikke kun kan udfolde mig som spiller, men også som menneske.
- Jeg har efterhånden været 11 år samlet set i B.93, spillet 145 førsteholdskampe, og jeg er stolt af og taknemmelig over, at de tal kun vokser de næste to år.
- Det har været en fornøjelse at mærke fremgangen, vi har haft som hold, og jeg er stolt af at have bidraget til, at vi igen skal spille i 1. division.
- Vi er i gang med noget virkelig spændende, og jeg glæder mig til at tage næste skridt sammen med holdet og klubben.
- Foråret har rystet posen for min selvopfattelse som fodboldspiller. Jeg har fået en ny rolle på holdet, som midterforsvar, hvor jeg virkelig trives. Det har rusket op i nogle gamle vaner og givet mig ny motivation og lyst til at lære endnu mere.
- Jeg føler stadig, at der er meget, som jeg kan lægge på, så jeg glæder mig til at tage arbejdshandskerne på og fortsætte udviklingen.
Siden nytåret har Kasper Lorentzen rykket den hidtil spilsikre midtbanemand ned i midterforsvaret med stor succes, hvor han sammen med Emil ‘EC’ Christensen har fået stablet et godt partnerskab på benene, der har holdt B.93 oppe i 1. division i nok en sæson.
Administrerende direktør i B.93 Copenhagen ApS, Christian Engell, udtaler
- Det er en meget fortjent forlængelse til en ægte 93’er, som vi i det sidste halve år endelig har fundet ud af, hvor han kan gøre den største forskel med de kompetencer, han har.
- Den er fundet nu i det centrale forsvar, hvor han har vist sig som en meget, meget dygtig boldspillende forsvarsspiller.
- I det lys er vi meget glade for at have lavet en toårig forlængelse med Heimer, som passer rigtig godt ind i den langsigtede plan, vi har for truppen, og som taler direkte ind i, hvad vi vil som hold med høj spilintelligens, evnen til at forsvare fremad og kontrollere spillet på bolden.
- Heimer er også bare et fantastisk menneske - der værner omkring måden, vi behandler hinanden på i ‘93. Samtidig har han altid været ambitiøs, og tidligere har han også snuset til Superligaen i sin tid i Silkeborg IF.
- Så det er en spiller, vi fortsat ser tage nogle ryk til at kunne udvikle sig yderligere, efter han har fundet den position, hvor hans kompetencer for alvor kommer til sin ret.
Med forlængelsen på to år mere frem til sommeren 2027 kigger Andreas Heimer, der tidligere har gjort sig på flere af de danske ungdomslandshold, ind i at kunne opnå et muligt 200-kampsjubilæum for B.93, da han indtil videre har spillet 145 kampe for klubben med 16 mål til følge.
Foto: Jeppe Wermuth.